28.12.11

Mmmm, mazarinkage

Kunne ikke længere dy mig for at afprøve det tekniske vidunder: KitchenAid maskinen. Løsningen blev at bage en kage og jeg måtte derfor løsrive mig fra kogebogen og sofaen og ud af lejligheden for at opstøve den sidste rulle marcipan på Frederiksberg, hvilket heldigvis lykkedes.



Lækker kogebog og røremaskine
Marcipanen er nemlig en vigtig ingrediens i den udvalgte opskrift: Mazarinkage efter Ceville Sofie Svenssons opskrift. Kagen indgår i hendes virkelig skønne kagebog: Sødt, sådan! 100 uimodståelige opskirfter på nemme kager og desserter, som jeg tidligere har rost. Og ja, kagen var meget nem at lave og med hjælp fra røremaskinen tog det under 10 minutter at bikse dejen sammen. Må ved samme lejlighed liige rose det tekniske vidunder. Knapper og håndtag er dejlige at røre ved, nemme at bruge og selv lyden af piskeristet der effektivt hvivler rundt lyder godt. Hvis du overvejer køb af køkkenmaskine vil jeg anbefale KitchenAid. Og grim er den jo ikke!

Sådan gør du:
Knus 60 gr. mandler så fint som muligt i blender sammen med 3 spsk. mel og stil det til side. Smid 200 gram marcipan fordelt i mindre stykker i en røreskål og tilføj 250 gr. sukker og rør rundt. Tilføj 250 gr. blødt smør sammen med mel og mandelblandingen. Lad massen blive rørt godt sammen. Tilføj 4 æg, et ad gangen, imens massen stadig bliver rørt rundt. Stop når dejen er tilpasset blandet.

Smør en springform og fordel dejen i formen. Sæt kagen i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 50 minutter. Når kagen er færdigbagt og afkølet kan du pynte den enten med drysset flormelis eller et lag smeltet chokolade.  


Etiketter:

27.12.11

Gullash

Har endelig taget mig sammen til at lave noget mad. Valgte dog, for ikke at overanstrenge mig selv, at lave en gryderet. Er altså stor fan af mad der kan passe sig selv og valget faldt derfor på en stor portion gullash.

Det er mit første forsøg ud i retten og jeg er ganske tilfreds med resultatet. Smagen er fyldig med den rette tyngde af tomat, kødet mørt og sellerien har stadig en anelse bid, selvom den har boblet med i gryden et par timer. Har på anbefaling af min madkompetente veninde tilføjet kartofler, for at få gullashen til at strække længere og mætte mere. (Julen er en dyr tid!)

PS: Glæder mig allerede til at spise næste portion i morgen, hvor jeg ved, at den vil smage endnu bedre, idet smagen nu har haft tid til at sætte sig.




Sådan gør du: (4. personer)
Skær 500 gr. oksebov i mundrette stykker. (Du kan også købe det kød som er benævnt Gullashkød i de fleste frysemontre). Skær 2 store løg, 3-4 fed hvidløg, 1 gulerod, 2 stilke selleri og 2 røde pebre ud i tern og stil det til side.

En base af fedt
Opvarm en suppegryde og smid et par skiver bacon i gryden eller det fedt der eventuelt måtte være tilovers fra okseboven efter at du har skåret den i de mundrette stykker. Lad fedtet blive frigivet og når du mener at der ikke kan presses mere ud af hverken fedt eller bacon så tag det op. Hvis du bruger bacon kan du gemme det og komme det i gullashen senere. Hvis du bruger fedtstykkerne fra okseboven, så skal du blot smide dem i skraldespanden. De har nu gjort deres pligt.

Tilføj en sjat olie i gryden og sauter alle de hakkede grøntsager i fedt/olien over svag varme. Når de er blevet gyldne tages grøntsagterne op igen og stilles til side.

Massere af krydderier
Kom en ekstra sjat olie i gryden og skru op for varmen igen. Nu skal kødet brunes. Når kødet har taget farve skal krydderierne tilføjes. Smid 2 spsk. sød paprika, 1 tsk. stærk rosenpaprika, 2 tsk. knuste kommensfrø og 1 tsk. knust spidskommen i gryden sammen med et laurbærblad og massere af salt og peber. Tilføj 6 dl. vand og bring det hele i kog. Når det koger skal du skrue ned igen og lade det hele simre under låg i ca. 1 times tid.

Efter 1 times tid skal du tilføje flåede tomater. Jeg kan godt lide at retten har en gennemtrængende smag af tomat, så jeg valgte at bruge 3 dåser. Du kan bruge flere eller færre alt efter hvad du selv synes. Bring gullashen i kog igen og skru derefter ned på simreniveau igen. Smag til med salt og peber. Jeg tilføjede her Tabasco, idet jeg også godt kan lide en vis varme og styrke i min mad. Små tørrede chilier kan også bruges - alt efter smag og behag.

Tilføj kartofler skåret i tern i gullashen cirka 20 minutter inden servering og lad dem koge med. Hvis du valgte at fremtrylle fedt til stegning ved hjælp af bacon, kan du tilføje baconen til gullashen her. Server med en klat cremefraiche på toppen og brød til.

Velbekomme!

Etiketter:

26.12.11

Miss Child - nu med KitchenAid

Da jeg endnu ikke er så voksen, at jeg lægger hus til juleaften kan jeg ikke fremvise hverken and, flæskesteg eller håndrørt ris a la mande. Jeg kan heller ikke prale af et juletræ med hjemmebagt julepynt eller nænsomt dekoreret konfekt. Kort sagt, så spiser jeg i øjeblikket alt hvad andre laver. Og jeg sulter ikke!



Hvad jeg ikke selv når at producere, kan jeg dog købe mig fra. Nyeste medlem i familien er en længe ventet investering: 1 stk.sort KitchenAid a la Julia Child, som bare ved sin blotte eksistens allerede har gjort stormede lykke.

Kan garantere at kommende indslag vil inkludere en røremaskine. Glædelig jul!

Etiketter:

22.12.11

La Pétanque - en fransk hemmelighed

Fordelen ved at have alt for travlt til at lave mad selv, er at jeg har verdens bedste undskyldning for at spise ude. Denne undskyldning bliver brugt godt i øjeblikket, og senest gav det udslag ved et besøg hos La Pétanque på Rømersgade i København.



Jeg kendte ikke selv stedet, men lod min madbuddy vise vej. Og vejen var umiddelbart heller ikke helt synlig. Godt nok placeret skråt overfor de hippe Torvehaller, men i kælderniveau rundt om et hjørne. Gæstfriheden var dog ikke til at tage fejl af, da vi først havde fået kæmpet os ned af de stejle trapper og lagt overtøjet. Tjeneren var fransk, meget imødekommende og menukortet ligeså.

Da vi begge var sultne kastede vi os over både forret og en crêpe. Jeg lagde ud med en salat med bacon og et porcheret æg, imens min madbuddy fik suppe. Derefter fik vi begge en crêpe med salat, skinke og æg. Min var dog med et ekstra tvist af sardiner. Maden blevet ledsaget af store kolde øl. Uhm!


Alle 4 retter var lige som vi håbede: enkle, velsmagende og i helt rette portioner. Salaten var vendt i en yderst lækker vinegrette, som det senere viste sig var vores franske tjeners værk og stolthed.

Med en samlet regning på 360 kr. for 2 mætte personer vil jeg varmt anbefale La Pétanque til en hurtig og let middag. Madpandekager er en dejlig afveksling til sushi og thaimad og brugen af æg i madlavningen er altid et plus i min bog. Hvem kan sige nej til et porcheret æg?

La Pétanque
Crêperie - Restaurant
Rømergade 9
1362 København K
Tlf.: 64658223

Etiketter:

21.12.11

Julemiddag med det hele

Når man nu selv har alt for travlt til at lave mad og derfor har hamrende dårlig samvittighed overfor sin sultende madblog, så er det jo godt, at gode venner kan træde til.

Var til julemiddag i går, hvor der blev kælet både for vores æstetik og vores smagsløg. Smovsede i flæskesteg med übersprød svær, bagte æbler med peberrod, skøn appelsinsalat og kartofler vendt i røget mørbrad og paradisæbler.

Øllen var juleudgaven fra Carlsberg og til den hjemmelavede chokolade med lakridssmag blev der serveret kaffe og portvin. Jeg gik glad og mæt i seng. Tak for mad!

PS: Uden at afsløre værtsparrets køkkenhemmeligheder kan jeg fortælle, at opskrifterne stammer fra Irmas madkatalog og deres små madkort som findes ved indgangen/udgangen i de fleste Irmabutikker. God jagt!


                                                                               

16.12.11

Kylling med kartofler og ærtemos

Efter en lang dag i går, trængte jeg til at lave noget ordentligt mad. Valget faldt på en hel øko kylling med ekstra sprøde kartofler og ærtemos.



Kylling:
Med fare for at lyde lidt for hellig, vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at slå et slag for den økologiske kylling. Indrømmer gerne, at jeg først var ved at besvime i Føtex, da jeg opdagede prisen på det 1,3 kg tunge dyr: 110 kr. Men holdt stædigt fast i pakken og lod være med at kigge efter dens frosne artsfæller i montren ved siden af, som kostede en 1/3 af prisen. Visualiserede istedet dens glade liv i det fri med plads til at baske med vingerne, og gik i raske skridt mod kassen, så jeg umuligt kunne ombestemme mig.

Kyllingen var alle pengene værd. Efter at være blevet gnedet i oliveolie, grov salt med Karl Johan svampe og massere af peber og derefter en time i ovnen ved 200 gr. var kyllingen forvandlet til lutter frydefulde mundfulde. Skindet var sprødt og kødet mørt og saftigt - uhm! Og da der er rigeligt med kød til at mætte to voksne to aftener i træk, så er prisen for det lækre kød helt rimlig.

Kartofler:
De ekstra sprøde kartofler har jeg lært at lave af selveste Hugh Fearnley-Whittingstall. Også spørger du måske: hvem er det? Hugh er i fjernynet hver søndag aften på DR2 i madprogrammet River Cottage, hvor han tryllebinder mig med eget landbrug og skøn mad.

Hugh forklarede det en søndag cirka sådan her: Skær kartoflerne i kvarte med skræl på og kog dem i en gryde uden salt i ca. 15 minutter. Hæld vandet fra og ryst derefter kartofler rundt i gryden så meget du orker. De må gerne gå lidt i stykker. Smid kartoflerne i et ildfast fad og vend dem i en god sjat olivenolie. Drys groft salt udover. Sæt kartoflerne i ovnen ved 200 gr. i ca. 30 minutter. Hold øje med kartoflerne undervejs og skub indimellem rundt i dem med en træske. På den måde bliver de bagte på alle sider og kanter. Tricket med at ryste kartoflerne gør, at der er mere af deres overflade som bliver knasende sprødt når det får olie og derefter bages i ovnen.



Ærtemos:
Super nemt. Optø en pose ærter og smid dem i en stavblender. Når ærtene er godt most efter et par tryk, tilføjer du et halvt fed presset hvidløg, saften fra en halv citron, en spsk. balsamico og massere af salt og peber. Mos igen og smag til. Når smagen er som du ønsker det fylder du en skål med den flotte grønne mos og serverer den sammen med kyllingen og kartoflerne.

Velbekomme!
  

14.12.11

I den søde juletid...

Jeg er af uvisse årsager ikke så begejstret for chokoladekage. Er tosset med chokolade i stort set alle andre former end den klassike chokoladekage bestående af mel, æg og kakaopulver.

Derfor blev jeg både overrasket og glad, da jeg alligevel kastede mig over at bage en fornylig. Årsagen var da også, at jeg fandt en version i Cecillie Sofie Svensson skønne dessertbog: Sødt, sådan! hvor melet er udskiftet med hasselnødder. Afslutningsvis bliver hele kagen dækket af en syndig chokoladefrosting, som hovedsageligt består af Nutella. What's not to like?



Sådan gør du:
Blend 300 gr. hasselnødder og sæt det tilside. Smelt 200 gr. mørk chokolade i vandbad og sæt den tilside. Rør 200 gr. smør, 11/2 dl. sukker og 2 tsk. vaniljesukker sammen. Tilsæt 5 æggerblommer til blandingen og gem hviderne. Vend herefter chokoladen, 2 spsk kakao og de 300 gr. hasselnøddemel i.

Tag en røreskål og pisk de 5 hvider med et drys salt. Hviderne skal blive helt stive. Vend herefter hviderne i chokolademassen lidt af gangen. Hæld hele massen i  en smurt springform og bag kagen i ovnen ved 175 grader i ca. 30 minutter. Når kagen er færdigbagt skal du lade den køle helt af, før du lægger nutellafrostingen på.

For at yde Sødt, sådan! retfærdighed vil jeg ikke fortælle hvordan du laver frostingen her, men opfordre dig til selv at finde den i dessertbogen. Bogen er virkelig fin og vil være en oplagt julegave til enhver slikmund.

Velbekomme!

Cecillie Sofie Svensson: Sødt, sådan! Politikens Forlag. Pris: 249,95.
Køb den her: http://www.arnoldbusck.dk/varekatalog/boeger/mad-og-vin/kogeboeger/cecilie-svensson-mundgodt-indbundet-9788756799799/

PS: Kagen bliver ekstra julefin når den pyntes med granatæbler, som vist på billedet.

12.12.11

Den moste aubergine

Som en variant til julemaden kan det være godt med hvidløg, citron og massere af salt og peber. Har efteråret igennem været meget glad for at lave most aubergine til alt fra frikadeller til couscous og svinemørbrad. Det er supernemt og giver en smagfuld fedme til både kød og grøntsager og giver et skønt pift i enhver grøn salat.



Sådan gør du:
Skær auberginen i skiver af en halv centimeters tykkelse og læg skiverne på et skærebræt. Strøg skiverne med groft salt og lad dem ligge i halv times tid. Når de har ligget med salt på vil væden fra auberginen trænge frem. Det er den som nu, sammen med saltet, skal skylles væk. Dup skiverne tørre med et stykke køkkenrulle.

Opvarm en pande og hæld en god sjat olivenolie på. Steg auberginerne møre ved middel varme. De må meget gerne gerne tage farve, men de må ikke stege under høj varme, da det blot vil branke dem. Det tager cirka 15-20 minutter før aubergineskiverne er møre og kan tages af. Husk at vende dem undervejs.

Lad skiverne køle af på skærebrættet og drys et godt lag salt over. Når de er kølige nok til at du kan røre dem med fingrerne skal du skære dem i små stykker. Det er kun ekstra godt hvis de smuldrer og bliver most. Så har de den rette konsistens. Tilføj 1-2 fed presset hvidløg, saften af en halv citron og salt og peber. Mos det hele godt sammen med fingrerne og server i en pæn skål. Smager også drøngodt på et stykke hårdt ristet brød som en lille prædinner snack!

Velbekomme!

11.12.11

Falernum

Hvis en kop kaffe, et glas vin eller en steaksandwich pludselig skal indtages er der intet bedre sted at gå hen end Falernum på Frederiksberg. Bordene og stolene er så tilpas slidte, at dine bukser sagtens kan være det samme og belysningen er så dæmpet at der (næsten) ikke er nogen, der opdager dine tømmermænd, hvis det skulle forholde sig sådan.




Menukortet er enkelt og godt og de laver mindst lige så god kaffe som på Magstræde 16. Steaksandwichen er ikke til at komme udenom, hvis du godt kan lide hårdt ristet brød og mørt kød med smeltet ost. Derudover er der kommet nyt ting på menukortet, såsom æg i diverse lækre udgaver. Og så lader de gode mennesker bag Falernum eksemplarer af Gastro ligge fremme, så hvis du er der på egen hånd har du altid noget godt at læse.

Du kan ikke bestille bord til frokost, men det er en god idé om aftenen.

Falernum
Værnedamsvej 16
1619 København V
http://patepate.dk/falernum/

Etiketter:

9.12.11

Mormors tarteletter

Min familie har en svaghed for tarteletter. Og her taler jeg ikke om tarteletter med hvilket som helst fyld. Det skal være høns og asparges. Husker stadig hvor skuffet jeg blev, da jeg fandt ud af, at tarteletter ikke er tænkt som en hovedret, men en forret og det derfor ikke er passende at høvle ti stk. indenbords. Fik dog charmet mig til fem stk. igår aftes uden at min mor eller mormor fandt det upassende. (Der skal jo spises op!)



Samtidig fik jeg også charmet opskriften på hvordan min mormor lavede tarteletter ud af min mor - hun laver dem nemlig helt på samme måde. Selv vil jeg dog tilføje en dusk bredbladet persille for syns skyld.

Sådan gør du:

10 gr. smør
25 gr. mel
3 dl. hønsebouillion
1 dl. fløde
300 gr. kylling
1 glas asparges
1 æske med tartelletter.

Kog kyllingebryster møre. Smelt smørret i en gryde sammen med melet. Tilføj hønsebouillion imens du rører og lad sovsen koge op. Herefter tilsætter du fløde og en sjat af kogevandet fra kyllingen. Hvis du gerne vil styrke smagen af asparges kan du også tilføje lidt vand fra glasset. Smag til med salt og peber. Tilsæt det plukkede eller skårede hønsekød og det hakkede bredbladede persille.

Lun tarteletterne i ovnen (skal ifølge min mor stilles på hovedet - så bliver de endnu mere sprøde) og hæld derefter fyldet i. Drys med ekstra persille på toppen. Server på en rigtig mormortallerken med guldkant og blomstermotiv.

Velbekomme!

8.12.11

Umami - en god julegave

Når man er et madøre som mig, går det ikke længere kun at tale og tænke om mad. Der skal også læses om mad. Her finder jeg stor nydelse i kogebøger og søndage går ofte med at drømme om kommende middagsretter. (Er stadig status for Julias kogebog, men jeg skal nok komme efter det). Men der er jo også mulighed for at forstå mere om smag og smagssammensætninger.

Af den årsag vil jeg gerne anbefale Umami. Gourmetaben & den femte smag. Bogen er skrevet af en kok og en videnskabsmand, som sammen har undersøgt hvad smag er for en størrelse og hvad det er der gør, at noget bare smager godt. Den er glimrende skrevet og lægger fundamentet hos enhver madenthusiast for at kunne bygge ovenpå en allerede eksisterende glæde for mad og derved udvide horisonten. En oplagt mulighed for at lægge andet end Suveræne salater under juletræet!



Umami. Gourmetaben & den femte smag. Forfattere: Ole G. Mouritsen & Klavs Styrbæk. Bogen er udgivet af Nyt Nordisk Forlag og koster 299,95.
 

Etiketter:

7.12.11

Kylling i kanel og spinat med fuldkornsris - version 2

Kunne ikke slippe tanken om en mere spicy version af gårdsdagens kylling i kanel. Kastede mig derfor over at lave retten igen i går aftes - nu med massere af krydderier, fløde og rigeligt med smør.  Denne udgave blev mere cremet, mere stærk og rund i smagen og meget lig den version som Bindia laver, og som jeg VIRKELIG godt kan lide. Grøntsagsboullion er selvfølgelig knapt så kalorieholdigt som fløde, men jeg lever efter reglen: hellere lidt, men rigtig godt. Og er du til cremet, fyldig indisk mad, så bliver du ikke skuffet...





Sådan gør du:
Sæt blus under wokken og smid en god klat smør og en sjat olie i. Smid kyllingelår eller en parteret kylling i wokken sammen med to store rødløg i både, tre fed hakkede hvidløg, en knold revet ingefær, chilipulver, stødt koriander, stødt spidskommen, en kanelstang og salt og peber. Kyllingen kan sagtens bære en spsk af både spidskommen og koriander. Skru ned for varmen og lad kyllingen simre under låg i cirka 45 minutter. Sæt vand over til ris.

Åbn en pose frossen spinat (450 gr.) Spinaten skal være tøet og rørt igennem med en gaffel. Når kyllingen er gennemstegt tilføjer du spinaten. Lad den blive varmet igennem og sørg for at det meste af væden damper af. Herefter tilsætter du en kvart piskefløde og gerne lidt mere spidskommen, koriander, salt og peber. Spinaten kan nemlig godt snuppe noget at smaget når den kommer i retten. Lad fløden koge op og pres en halv citron udover. Smag til en sidste gang og server med ris og naanbrød til.

Velbekomme!

6.12.11

Kylling i kanel og spinat med fuldkornsris

Spiste middag hos min maddygtige veninnde i går. Hun er faktisk intet mindre end en stjerne ud i det franske og italienske køkken, så jeg var noget imponeret (og overrasket) da menuen viste sig at være marrokansk kylling i kanel og spinat med økologiske fuldkornsris som tilbehør. Det hyggelige var, at vi endte med at lave maden sammen og da det eksotiske køkken er min hjemmebane, supplerede vi hinanden godt.



Efter sidste bid  var tygget var vi begge enige om, at kyllingen var en succes. Vi var dog også enige om, at retten sagtens kunne klar et skud revet ingefær, mere chili og hvidløg og måske endda også en håndfuld hakkede mandler. Opskriften kommer her som vi lavede den, så du må selv tilføje de ekstra indspark som du lyster!

Sådan gør du:

Vend kyllingefileter i mel og steg dem på en pande med smør og olie til de er let gyldne. Tag herefter kyllingestykkerne af panden igen og stil dem tilside. I samme pande skal nu svitses rødløg i både og finthakket hvidløg og chili. Tilføj en stor kanelstang og stødt kardemomme samt salt og peber. Når løgene er blevet lidt bløde tilføj da 1 liter grøntsagsbouillion og læg kyllingestykkerne tilbage i panden igen. Tilføj en håndfuld hakkede tørrede abrikoser. Læg låg på og lad det simre i ca. 20 minutter. Sæt vand over til fuldkornsris og følg vejledningen bag på posen. (Det viste sig at vores 3 dl. ris skulle koge i over 30 minutter).

Når kyllingen har simret færdig skal du smage den til med salt, peber og lime. Saucen er ikke en tyk sauce, så hvis du ønsker den tykkere kan du tilføje Maizena. Når smagen er som du ønsker, skal du tilføje en stor portion frisk spinat. Den vil efterhånden mindske sig og blande sig med saucen. Efter min mening kan du sagtens bruge en hele pose, da den gør retten dejlig blød og grøn.

Kyllingen serveres sammen med fuldkornsris og grofthakket koriander. Velbekomme! 

 

4.12.11

Spaghetti meatballs

Denne ret har i et par år været en af mine absolutte favoritter, men nu er den faktisk gået hen og blevet favoritten. Efter at min kæreste og jeg var i N.Y. i foråret og spiste fantastisk pizza hos Lombardi´s Pizza (lad dig endelig ikke afskrække af reproduktionen af Mona Lisa på væggen) er retten nemlig blevet endnu bedre. Pizzaen på Lombardi's var toppet af med meatballs, der var proppet med fennikelfrø og siden har det været fast ingrediens i de hjemmelavede.



Hvis du har tid til at farsen kan stå en halv times tid i køleskabet inden du tager stegepanden frem, får smagen virkelig mulighed for at sætte sig.

Sådan gør du: (til 2 personer)

Meatballs
500 gr. hakket svinekød
2 skiver afskorpet franskebrød eller toast brød
1 dl. mælk
1 æg
75 gr. friskrevet parmasanost
2 spsk hakket bredbladet persille eller basilikum
2 fed presset hvidløg
1 spsk. fennikelfrø
Salt og peber.

Tomatsauce
3 fed presset hvidløg
2 dåser flåede tomater
1 spsk balsamico eddike
1 tsk. sukker (mere eller mindre efter smag)
Revet citronskal af en 1/2 citron
Salt og peber.

Pluk franskbrødet i små stykker og læg det i en skål og hæld mælken over. På den måde bliver brødet opløst, så der ikke kommer brødklumper i kødet. Persille (eller basilikum) og hvidløg kommes i samme skål efter hakning. Parmasanosten rives henover og ægget tilføjes. Tilføj det hakkede svinekød. Smid fennikelfrøene i en morter og bank dem til pulver. Tilføj dem til skålen sammen med salt og peber. Brug hånden til at røre massen sammen. Det går hurtigere end ved brug af en træske. Lad farsen stå i en halv time i køleskabet.

Når du er klar til at stege meatballs, er det en god idé at forme dem, før du tænder for panden. På den måde får de samme stegetid i modsætning til hvis du former dem og sætter dem på panden efterhånden som du laver dem. De skal ikke være større, end at du kan tage en i en mundfuld sammen med lidt pasta og tomatsaucen. Sæt vand over til pastaen og husk først at tilføje saltet når vandet koger. 

Når du har stegt dine meatballs, så lad dem stå på en tallerken og sætte sig. Lad endelig være med at rense panden men lav tomatsaucen i den. På den måde får du alt det smagfulde stegefedt med i saucen. Tilføj en smule olie, hvis det er nødvendigt og smid de pressede hvidløg på. De må ikke blive sorte. Åbn de 2 dåser med hakkede tomater og hæld dem begge på panden. Du må gerne have fuld blus på nu, så tomaterne kan blive brændt af. Tilføj herefter balsamico, sukker, hakket basilikum og salt og peber. Når du har smagt til og tilføjet hvad den eventuelt måtte mangle i smag, tilføjer du tilsidst den revne citronskal. Citronen løfter smagen i tomatsaucen, men den må ikke koge med for længe, da den godt kan kamme over og istedet gør retten bitter. Til allersidst tilføjer du meatballs og lader dem simre med et par minutter.

Velbekomme!

Lombardi's pizza: http://www.firstpizza.com/




1.12.11

Glædelig 1. december!

Jul er i min verden søde sager og alt hvad der er hyggeligt. Kunne derfor ikke stå forfristelsen,da jeg provianterede te hos Perch's og blev præsenteret for Christianfeld honningkager ved disken. Købte efterfølgende et net klementiner for at bløde op for syndigheden. Må afsløre at kagerne allerede er spist - de smagte aldeles vidunderligt!