Mormors tarteletter
Min familie har en svaghed for tarteletter. Og her taler jeg ikke om tarteletter med hvilket som helst fyld. Det skal være høns og asparges. Husker stadig hvor skuffet jeg blev, da jeg fandt ud af, at tarteletter ikke er tænkt som en hovedret, men en forret og det derfor ikke er passende at høvle ti stk. indenbords. Fik dog charmet mig til fem stk. igår aftes uden at min mor eller mormor fandt det upassende. (Der skal jo spises op!)
Samtidig fik jeg også charmet opskriften på hvordan min mormor lavede tarteletter ud af min mor - hun laver dem nemlig helt på samme måde. Selv vil jeg dog tilføje en dusk bredbladet persille for syns skyld.
Sådan gør du:
10 gr. smør
25 gr. mel
3 dl. hønsebouillion
1 dl. fløde
300 gr. kylling
1 glas asparges
1 æske med tartelletter.
Kog kyllingebryster møre. Smelt smørret i en gryde sammen med melet. Tilføj hønsebouillion imens du rører og lad sovsen koge op. Herefter tilsætter du fløde og en sjat af kogevandet fra kyllingen. Hvis du gerne vil styrke smagen af asparges kan du også tilføje lidt vand fra glasset. Smag til med salt og peber. Tilsæt det plukkede eller skårede hønsekød og det hakkede bredbladede persille.
Lun tarteletterne i ovnen (skal ifølge min mor stilles på hovedet - så bliver de endnu mere sprøde) og hæld derefter fyldet i. Drys med ekstra persille på toppen. Server på en rigtig mormortallerken med guldkant og blomstermotiv.
Velbekomme!
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start