Thaikødboller i rød karry og peanutsauce
Jeg satte første gang tænderne i denne ret i et lille køkken på Vesterbro. Pigen ved blusset var lidt af en ekspert i thaimad, og jeg sad fuld af beundring på en taburet og så på imens hun stegte kaffirblade med karry og kogte ris til perfektion uden at hendes kinder blev mere røde af den grund.
Over årene har jeg lavet denne ret massere af gange og med tiden har jeg lavet den til min egen. Er ikke engang sikker på, at min version smager som den aften i køkkenet på Vesterbro. Slægtsskabet er ikke til at komme udenom, men der er en generation eller to imellem. Men godt smager den, så kast dig endelig ud i det.
Sådan gør du:
500 gr. hakket oksekød lægges i en røreskål og 2-3 fed hvidløg presses og et stykke ingefær rives udover kødet. Tilføj en sjat soya og salt og peber. Lad kødet trække i køleskabet imens du sætter en gryde med vand over og derefter skyller ris. Lad risene trække med vand over sig efter skylningen.
Opvarm en stegepande med en klat smør og tag kødet ud af køleskabet igen. Rul kødet til små mundrette kugler og steg dem på panden. Når de er næsten gennemstegt, tag dem af panden og stil dem tilsiden. Lad panden varme videre og smid en god klat rød karry på panden sammen med et fed hvidløg, et stort løg der er skåret i skiver og fem kaffirblade. Sørg for at karrypastaen bliver brændt ordentligt af.
Tilføj en dåse kokosmælk og kog op. Tag en stor spiseske peanutbutter og rør den ud i panden. Husk at smage til. Hvis du gerne vil have en gennemtrængende peanutsmag så tilføj en skefuld til. Smid tilsidst kødbollerne tilbage på panden og varm dem igennem i peanutsaucen.
Server med ris og mango chutney til - velbekomme!
Etiketter: Thaimad
1 kommentarer:
Thai kødboller... jo det lyder da meget lækkert :o) Jeg er glad for kødboller og har lavet spanske kødboller "albondigas" (som også er på min blog) min klare favorit. men indiske er også gode. Så tror da lige jeg skal prøve thai style ;o)
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start