Kylling med kartofler og ærtemos
Efter en lang dag i går, trængte jeg til at lave noget ordentligt mad. Valget faldt på en hel øko kylling med ekstra sprøde kartofler og ærtemos.
Kylling:
Med fare for at lyde lidt for hellig, vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at slå et slag for den økologiske kylling. Indrømmer gerne, at jeg først var ved at besvime i Føtex, da jeg opdagede prisen på det 1,3 kg tunge dyr: 110 kr. Men holdt stædigt fast i pakken og lod være med at kigge efter dens frosne artsfæller i montren ved siden af, som kostede en 1/3 af prisen. Visualiserede istedet dens glade liv i det fri med plads til at baske med vingerne, og gik i raske skridt mod kassen, så jeg umuligt kunne ombestemme mig.
Kyllingen var alle pengene værd. Efter at være blevet gnedet i oliveolie, grov salt med Karl Johan svampe og massere af peber og derefter en time i ovnen ved 200 gr. var kyllingen forvandlet til lutter frydefulde mundfulde. Skindet var sprødt og kødet mørt og saftigt - uhm! Og da der er rigeligt med kød til at mætte to voksne to aftener i træk, så er prisen for det lækre kød helt rimlig.
Kartofler:
De ekstra sprøde kartofler har jeg lært at lave af selveste Hugh Fearnley-Whittingstall. Også spørger du måske: hvem er det? Hugh er i fjernynet hver søndag aften på DR2 i madprogrammet River Cottage, hvor han tryllebinder mig med eget landbrug og skøn mad.
Hugh forklarede det en søndag cirka sådan her: Skær kartoflerne i kvarte med skræl på og kog dem i en gryde uden salt i ca. 15 minutter. Hæld vandet fra og ryst derefter kartofler rundt i gryden så meget du orker. De må gerne gå lidt i stykker. Smid kartoflerne i et ildfast fad og vend dem i en god sjat olivenolie. Drys groft salt udover. Sæt kartoflerne i ovnen ved 200 gr. i ca. 30 minutter. Hold øje med kartoflerne undervejs og skub indimellem rundt i dem med en træske. På den måde bliver de bagte på alle sider og kanter. Tricket med at ryste kartoflerne gør, at der er mere af deres overflade som bliver knasende sprødt når det får olie og derefter bages i ovnen.
Ærtemos:
Super nemt. Optø en pose ærter og smid dem i en stavblender. Når ærtene er godt most efter et par tryk, tilføjer du et halvt fed presset hvidløg, saften fra en halv citron, en spsk. balsamico og massere af salt og peber. Mos igen og smag til. Når smagen er som du ønsker det fylder du en skål med den flotte grønne mos og serverer den sammen med kyllingen og kartoflerne.
Velbekomme!
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start