27.11.12

Vinterens varme drik

Engang imellem slår hverken kaffe, te eller varm kakao til. Så er det, at solbærsaften må på bordet. I disse kolde og mørke aftener, skal den selvfølgelig drikkes varm. Prikken over iét er friskrevet ingefær, som giver skarphed og styrke til den søde drik.



Ingredienser:
Solbærsaft (doser efter eget ønske)
Kogende vand
En lille knold frisk ingefær

Sådan gør du:
Kog vand. Hæld solbærsaft i et højt glas og suppler med det kogte vand. Skræl og riv en lille knold ingefær og smid det i glasset. Lad ingefæren trække ud i solbærsaften, inden den drikkes.

Enjoy!

Etiketter:

13.11.12

Svinekød med rød chili og grønne bønner

Har her til aften bikset en af mine absolutte yndlings thairetter sammen. Har på fornemmelsen at jeg ofte kommer til at indlede med netop den sætning, men jeg har virkelig mange yndlingsretter. Det er vel essencen af at være et madøre og en madblogger...



Retten består af få, men dejlige ingredienser: hakket svinekød, grønne bønner, frisk rød chili og ris holdt sammen af hvidløg og fiskesovs. Tricket er at stege svinekødet i seperate portioner, så det under ingen omstændigheder kommer til at koge. Det samme gælder for de grønne bønner. De skal steges på en pande for sig, før de blandes sammen med det stegte svinekød.

Ingredienser: (4 personer)
1kg hakket svinekød
1 stor pose grønne bønner
2 røde friske chili
5 fed hvidløg
2 spsk. sukker
2-3 spsk. fiskesauce
Sesamolie.

Supplement:
4 æg
Chili
Frisk koriander
Lime.

Sådan gør du:
Afmål ris til 4 personer og sæt en gryde vand på blusset. Steg svinekødet over flere omgang på en pande med en smule sesamolie. Hak hvidløg og chili fint og lad det stege sammen med den samlede portion svinekød i de sidste minutter af stegningen. Tilføj sukkeret og fiskesauce og lad det stege sammen med kødet. Det tager et par minutter før smagen sætter sig, så vent lidt med at tilføje ekstra fishsauce før du har smagt igen. Sæt kødet til side.








Skyl bønnerne og knæk enderne af. Knæk hver bønne i to og steg hele bunken på en tør og varm pande i et par minutter. Bland det stegte svinekød med bønnerne. Server straks med ris som tilbehør. Som et ekstra lille pift, kan du lave en omelet af 4 æg med en smule finthakket chili og frisk koriander. Steg den ved lavt blus og skær den i strimler og læg strimlerne ovenpå risen.

Velbekomme!

Etiketter: , ,

12.11.12

Mad fra Madrid

Er netop kommet hjem fra en forlænget weekend i Madrid, som var intet mindre end skøn! Dejlig mad og dejligt selskab. Kan man forlange mere? Måske godt vejr, men det taler vi ikke om - det var knap så dejligt.

Hermed et udpluk af weekendens indtagelser. Jeg vender tilbage med den mosede tomat og den portion albondigas (små frikadeller i tomatsauce), da de virkelig var interessante og velsmagende. Må prøve at lave dem snarest muligt.

Derudover vil jeg lige på det varmeste anbefale et besøg eller fire i Mercado San Miguel - et af byens madmarkeder. Her finder du det som Torvehallerne mangler - et centrum bestående af høje borde og stole, hvor du kan nyde vin og mad indkøbt på markedet. Hermed forlænges besøget til flere timer, og du har rig mulighed for at prøvesmage lidt fra alle boderne. I længden er det ikke billigt, men det er sinddssygt hyggeligt!

Mercado San Miguel
Plaza de San Miguel
Madrid















Velbekomme!

Etiketter: ,

4.11.12

Affogato - den nemme dessert

Der er noget luksuriøst over at invitere til en tre-rettters middag. En tre-retters signalerer at nu skal der være tid til både mad og god snak. Men engang imellem kan både kreativiteten og tiden svigte en: hvad skal man finde på og hvad kan man nå?





Her er den italienske dessert affogato en ven i nøden: den smager skønt og er et fint punktum på en italiensk middag. (Hvis man ikke lige havde tid til at lave tiramisu, som i min dessertbog er det ultimative punktum).

Indrømmet: den lille dessert kræver en god espressomaskine, men med udbredelsen af Nespressomaskiner, tror jeg, at de fleste kan klare skærerne. Instant coffee kan til nød også bruges. Der er dog ingen vej udenom, at vaniljeisen skal være i den dyre ende. Hansen is eller Heiberg's is er begge glimrende muligheder.

Ingredienser:
1 espressoshot
1 kugle vaniljeis

Sådan gør du:
Skab den perfekte og helt runde kugle is og placerer den i en lille skål. Lav et espressoshot og hæld det over isen. Server straks! (Du kan også vælge, at servere iskuglen og espressoen hver for sig, og lade gæsten hælde kaffen over).

Velbekomme!

Etiketter:

2.11.12

Agnes Cupcakes

Har måtte vende dette indlæg et par gange i mit hoved, inden jeg kunne sætte mig til tasterne og skrive det. For dette indlæg handler både om cupcakes og kunsten at skifte mening. Jeg må vist begynde med det sidste punkt først.


Cupcakes - nej tak
Jeg har siden Agnes Cupcakes åbnede i KBH set mig en smule tøsesur på dem. Dels fordi jeg synes hypen omkring de små pyntede kager havde taget overhånd, og dels fordi jeg ikke brød mig om smagen af de små kager som Agnes Cupcakes fremtryllede med kreativ hånd. Enten var de hvinende søde eller også var de helt uden smag. Dengang var jeg uden blog, og valgte derfor at vise min utilfredshed ved blot at lade være med at købe produktet.

Prøver igen
Nu - en blog rigere og nogle år senere - er jeg kommet i tanke om Agnes Cupcakes igen. For selvom lysten til at sætte tænderne i en pyntet kage har været ikkeeksisterende, så har jeg altid kastet et blik på vinduet, hvor rækker af kager i flotte farver lokker kunder til. For flot ser det ud. Forleden dag, da jeg igen lige måtte beundre synet, slog det mig, at tiden nok var inde til at prøvesmage igen.



Jeg forlod butikken med to mini cupcakes: Red velvet og Lemon Meringue. Hele vejen hjem på cyklen kiggede jeg på æsken i cykelkurven, hvor et påklistret mærke bar følgende tekst: Our cupcakes will make you go crazy. Ha, tænkte jeg - nu skyder I da jer selv virkelig i foden. Crazy kan så sandelig både tolkes positivt og negativt. Overskriften til kommende blogindslag om tåbelige cupcakes var i hus.

Cupcakes - så pyt da
Det er så herefter, at jeg ændrede mening. For de to cupcakes smagte virkelig dejligt. Støttet af en sort kop te, så var eftermiddagspausen pludselig blevet en lille luksusseance. Lemon Meringue var afbalanceret sur og sød, og Red velvet havde den lækreste cream cheese frosting. Selv den sandkage baserede bund havde både smag og duft, og min gane var ikke klistret ind i en over sød eftersmag. De smagte ganske simpelt efter mere.



Jeg vil nu derfor med glæde anbefale Agnes Cupcakes til de kageglade. Megafan bliver jeg dog aldrig forstået på den måde, at min næste fødselsdagskage bliver konverteret til cupcakes eller at jeg holder en temaaften i lyserødt der matcher kagerne. Men spise en cupcake vil jeg gerne. Måske to - hvis de er små. Så pas på: Agnes Cupcakes will make you go crazy og har potentialet til at omvende dig til en skabslyserød kagespiser.

Agnes Cupcakes
Sværtegade 2
1118 København K
http://agnescupcakes.com/

     
    


Etiketter: ,