Marcus Griego citronkage

Jeg har et blødt punkt for kogebøger og et blødt punkt for kager, så Marcus Griegos: "Griegos hjemmebag - i tykke skiver og store mundfulde" er en bog helt efter mit hoved.

Den skiller - men ingen panik
Valget faldt på citronmånen på side 59. Gik en lille smule i panik da massen med smør og flormelis nærmest med det samme begyndte at skille, da jeg tilføjede det første af de fem æg som kagen kræver. Selvom jeg kun forsigtigt vendte massen om æggene, blev resultatet noget klumpet. Men frygt ej - så snart du tilføjer det sigtede hvedemel med bagepulver og rør det godt igennem, så bliver dejen så silkeblød og fin. Så hvis det samme sker for dig, skal du først gå i panik, hvis den ikke glatter sig ud med melet!

Den hvide glasur bestående af flormelis, æggehvide og citronsaft fuldender bagværket. Den meget hvide og tykke glasur er faktisk ikke til at stå for og giver lige det ekstra pift af citron.

Oplagt "bagekage" vejr
Så hvis det også regner i morgen, er søndagen ganske oplagt til en nybagt kage og en kop the. Vil varmt anbefale at købe bøgen, men hvis du liiige vil teste en enkelt kage inden køb, så kan du finde citronmånen her: http://viskalspise.dk/opskrifter/kager-desserter/grigos-citronmaaner.html

 

Min første pie

Har lige været et smut i London for at spise. Umiddelbart er det engelske køkken ikke det, der får mine indre, smukke madbilleder til at stå i kø, men udvalget og tilgængeligheden af mad er, i min verden, uden sammeligning.

Efter utallige weekendture ved jeg lige præcis, hvor jeg kan få de bedste lynstegte nudler, hvor jeg skal spise min morgenmad bestående af havregrød med bær og hvor den bedste kaffe brygges. For mig er London et tag-selv-bord af af eksotisk mad, som jeg ikke kan finde på samme måde i København. Og ofte til en ganske overkommelig pris.

Engelske klassiskere

Selvom turerne til London har været mange, må jeg med skam indrømme, at retter indtaget i storbyen med engelsk afsender har været minimal. Og det skulle den seneste tur bl.a. være med til at lave om på. Madresearchen inden afgang handlede derfor i høj grad om at finde spisehuse, der kunne fremtrylle pies og tunge cremefyldte desserter.

Både viewlondon.co.uk og Time Out London er gode steder at starte læsearbejdet. Begge var enige om at Battersea PIE station er et af de bedre bud. Jeg er helt enig. Lige ankommet fra lufthavnen var sulten overvældende og bare duften af de varme pies, da jeg trådte ind af døren, var besøget værd.

Gik den klasiske vej og valgte en pie med lam og rosemarin og kartoffelmos. Øllen blev en London Pride. Maden blev indtaget i stilhed,  hvilket i min omgangskreds er det største kompliment til kokken. Uhmm, det var godt! Selvom det butterdejsbagte kød var meget mættende, kunne jeg ikke modstå fristelsen for at vælge en pudding med jam og vaniljecustard. Her var det også første gang jeg satte tænderne i den engelske dessert. Umiddelbart efterlod sandkagen med marmelade og den varme vaniljecreme mig ikke hungrende efter mere, men den satte et fint punktum for et meget engelsk måltid. Turen kom altså perfekt fra start.

Battersea PIE station

Battersea PIE station ligger i kælderniveauet i Covent Garden. gemt inde i et hjørne. Udefra syner det ikke af meget, men måltidet ved de små borde i det flisebeklædte rum er ganske hyggeligt og meget ligetil. Så gør dig selv den tjeneste og snup en pie der næste gang du kommer forbi.

PS: Kartoffelmosen var spot on!

Rigeligt med citron og olivenolie

Var så sulten efter en times meget hyggeligt madlavning at jeg kom til at spise aftensmaden, inden jeg huskede at tage et billede af den. (Er egentlig også en noget mærkelig vane jeg har fået mig - at fotografere min mad fra alle vinkler inden jeg spiser den).

Det noget kunstneriske billede dækker altså over kyllingebryst (fuldstændig spist) med en couscous salat med forårsløg, agurk, tomat og feta (næsten spist). For at give couscousen mest smag og de bedste betingelser er den, med håndkraft, blevet iblandet olivenolie, citron, presset hvidløg, salt og peber. Og lad mig understrege: rigeligt med citron og olie! 250 gr. couscous kræver 1,5 dl olivenolie og en hel citron. Begge dele giver fylde, smag og fedme. Husk at tilføje et ekstra skvæt salt lige inden du serverer. Og gerne lige endnu et dryp olivenolie!

Det hjemmebagte brød krævede smørrelse, hvilket betød at kikærterne kom på bordet. Hummus - også med rigeligt citron og olivenolie. (På ingen måde spist. Lavede også dobbelt portion, så frokosten i morgen kunne blive mere interessant).

Selv glemmer jeg ofte couscousen i mine ugentlige madroutiner, men hver gang jeg kommer i tanke om den bliver jeg glædeligt overrasket. Forhåbentligt kan bloggen hjælpe mig til at huske lidt bedre...

Soon to follow: Madreportage fra London. Pie, mash og alt det andet gode.    

Oh my God...

Har spist det mest syndige måltid kreeret af den største madenthusiast og Julia Child fan jeg kender. Kort sagt: hun kan lave mad. Menuen var Julias og vinen var fransk. Retten er ikke for de fedtforskrækkede og bør helst nydes i selskab med ægte madører. 

"Oeufs en croustades a la bearnaise" består af et ristet stykke brød, hvorpå fløderistede champignons med rund hånd er blevet fordelt. Ovenpå svampene placeres nænsomt et pocheret æg, hvorpå den hjemmerørte bearnaise hældes over. Ligeledes med rund hånd. Mesterværket krones med hakket persille og lidt salt og peber. Serveres med en grøn salat der blot er blevet vendt i olivenolie, salt, peber og en anelse citron.

Retten stammer fra Julia Childs mesterværk: "Mastering the Art of French Cooking" fra 1961. En kogebog som, jeg med skam må indrømme, ikke findes i min ellers store samling. Snarlig madtur til London vil rette op på denne fejl.

Middagen sluttede, om muligt, ved at niveauet lige blevet sat endnu et tak op. Hjemmelavet nougatis med pistaciekrokant. Behøver jeg at sige mere?

K for kantarel

Når Irma sætter kantareller på forsiden af deres katalog, så virker det! I hvert fald for mig! Benyttede fluks søndagsåbent til at fylde kurven med de delikate svampe, pasta og ruccula. Og rigeligt med fløde.

Sæt et stor gryde med vand over. (Husk salt når det koger).
Hak et løg og 2 fed hvidløg fint.
Rengør kantarellerne med en skarp kniv. Undlad at skylle dem under vand.
Skyl ruccula og hak det.

Smelt smør og olivenolie på panden med løg og hvidløg.
Fordel svampene ud over panden og sørg for at de ikke ligger ovenpå hinanden.
Kast et godt skvæt hvidvin over og lad det brænde af.
Hæld halvdelen af den kvarte piskefløde over og lad det koge op.
Tilsæt salt og peber.
Når pastaen er klar, tilsættes resten af fløden sammen med hakket frisk rosmarin.
Hæld vandet fra pastaen og hæld derefter kantarellerne over pastaen.
Vend pastaen og giv det, det endelige knips salt og peber.

Server i varme pastaskåle og husk at drysse rucculaen over, inden retten kommer på bordet.
Der må meget gerne stå en parmasan med parmasanhøvl klar, hvorefter mængder kan påføres efter behov!

Velbekomme!

Feed me Mother!

Har meget svært ved at bestemme mig for hvorvidt det er Mother i Kødbyen eller Magstræde 16 nær Vandkunsten, der laver Københavns bedste pizza? (Udover dem der bliver kreeret i privaten, selvfølgelig!)

Var forbi Mother i går og nød både surdejspizzaen og den københavnske aftensol. Delte en friteret risottokugle med min partner in crime, hvilket var knas og smeltet ost i skøn kombination samtidig med at den skønne smag af risotto stadig var intakt i kaloriekuglen.

Delte derefter en Margaritha som blev tvistet med Mothers chiliolie og den mere fyldige pizza med rucula, pesto og parma. What's not to like?

Kanten havde endda lyden af knas hvilket gjorde mig ekstra glad. Som udgangspunkt har Mother nemlig svært ved at vinde mig, idet jeg allerbedst kan lide min pizza så knasende som et stykke knækbrød. Bare tyndere. Og det kan en surdejspizza ikke præstere. Men for første gang har Magstræde fået kamp om pizzatronen. For solen skinnede, øllen var kold og både pizza og selskab kunne ikke findes bedre.

Bliver vist nødt til at besøge Magstræde 16 snarest, så jeg kan afgøre tvisten...

http://www.mother.dk/