30.7.11

Udsigten er god og anden er endnu bedre

Var lige et smut forbi Sticks´n ´sushi for at bese de nye lokaler på Tivoli Hotel. Udsigten er der ikke noget i vejen med og maden var lige som den skulle være. Farver, blødhed, styrke og knas. Bare andesalaten med goma dressing og perfekt modnet avocado var turen til 12 etage værd.

Det største sats var drinkskortet. Her har klassiske cocktails fået sig et japansk tvist af sake og wasabi og ikke hver gang i det heldigste kombination. Min forventning til en Bloody Mary var måske også en anelse for høj, eftersom at hovedingredienserne nu var wasabi og ingefær. Men da den blev indtaget sammen med en meget smukt udført handroll med sprød reje, så gik det hele alligevel. Et enkelt godt råd: gå udenom Saketinien.

Ser personligt allerede frem til næste besøg. Jeg vil krydse fingre for solskin og håbe på et bord ved vinduet, så gedeosten med Bayonne skinke kan nydes ved Københavns bedste udsigt.

http://www.sushi.dk/restauranter/tivoli_hotel.html   

29.7.11

Den spanske suppe


Indrømmet: Denne suppe syner ikke af meget og har heller ikke den bedste farvekombination! Smagen og intensiteten af chorizopølsen, som er en af hovedingredienserne, opvejer dog for det lidt usle udseende. Det hakkede hårdkogte æg tilføjer den rette mængde fedme og fyldet som hovedsageligt udgøres af kikærter og spinat, sikrer at du bliver mæt.

Retten stammer fra Jamie Olivers kogebog: Middag med Jamie og hedder simpelthen: Spansk kikærtesuppe med chorizo og spinat. Skal spises med frisk flute og komplimeres glimrende af et glas Rioja.

 

Etiketter:

28.7.11

Åh, jeg er så glad for mad!

Det slog mig en dag da jeg faldt i staver over noget, jeg nu har glemt, at mit yndlingsemne er mad. Jeg er glad for at spise mad, lave mad, tale om mad, læse om mad, se frem til mad, planlægge mad og dele mad med dem, der også er glade for mad. Jeg rejser efter mad, drømmer om mad og savner ofte mad når der ikke lige er udsigt til en godbid.

Det er dog ikke kun den del af ritualiet, hvor maden skal spises som optager mine tanker. Jeg kan lide af købe ind, se på køkkentøj, bladre i kogebøger, besøge nye restauranter og madboder, læse madanmeldelser, se (engelske) madprogrammer og planlægge en 4-retters menu til vennerne. Og det gør ikke noget, hvis jeg også får ros for maden!

Min tanke er, at det kan være godt at dele på skrift istedet for altid at tale. Derfor denne blog. Hermed får jeg et frirum, hvor jeg kan skrive om den nye parmasanhøvl, den virkelig gode macchiato jeg smagte i sidste uge, og at fennikelfrø i øjeblikket er mit yndlingskrydderi. Samtidig får mine venner mulighed for at høre om andet end mad, og jeg får mulighed for at dele glæden ved mad med mennesker som jeg ellers ikke ville få delt det med.


More to come. Fortsættelse følger!