Godt nytår!
Juleferien er veloverstået, men jeg kan vist ikke undsige mig, at en vis dovenhed er indtrådt ovenpå alle fridagene med hensyn til madlavning. Det tog mig derfor en søndag at komme tilbage i gear hvad angår kødgryderne, men resultatet blev heldigvis så godt, at jeg nu har fornyet lyst til mad og gode råvarer.
Gårsdagens udfordring var den indiske ret chicken tikka masala og hvis jeg selv skal sige det, så blev den virkelig god. Kombinationen af den lidt fede flødesauce og den varme chilismag gør godt på en kold og våd januardag. Hvis du har mulighed for, at lade kyllingekødet marinere i et døgn inden tilberedningen, vil du opnå endnu mere smag og mørhed.
Jeg vil gerne indrømme, at mængden af de forskellige krydderier måske virker en smule overvældende, men det føles absolut kun sådan første gang. Har du først dem i hus, så er du rustet til at lave næsten hvilken som helst indiske eller asiatiske ret, og det giver virkelig mange muligheder i dit køkken. Så mit nytårsforsæt til dig vil være: fyld en kurv med alle krydderierne på en gang og kom i gang.
Retten kræver både en marinade og en sauce og ingredienserne er derfor opdelt i to. Retten mætter 4 til 6 personer alt efter hvor sultne de er. Suppler med ris, naan brød og frisk koriander.
Ingredienser til marinaden:
1 kg. kyllingefilet
2 dl. youghurt
3 tsk. paprika
3 tsk. stødt spidskommen
3 tsk. stødt korriander
4 fed presset hvidløg
4 spsk. revet ingefær
1 tsk. tandoori-masala pulver.
Ingredienser til saucen:
2 store løg i tern
4 store tomater i tern
2 tsk. chilipulver
2 tsk. paprika
2 tsk. stødt spidskommen
2 tsk. salt
2 spsk. revet ingefær
3 fed presset hvidløg
3 dl. piskefløde.
Sådan gør du:
Rør først marinaden sammen og læg kyllingestykkerne heri. (Hver filet kan med fordel skæres til tre stykker hver. Hermed suger kødet mere af marinaden). Vend kyllingestykkerne godt i marinaden og sæt dem på køl i minimum tre timer. (Et døgn er at foretrække).
Når kyllingestykkerne har trukket i minimum nogle timer tages de ud af køleskabet og fordeles i et ildfast fad. Stykkerne må godt ligge tæt, bare de ikke ligger ovenpå hinanden. Få al marinaden med. Steg kyllingestykkerne i ovnen i 40 minutter ved 200 grader.
Imens kyllingestykkerne er i ovnen laves saucen. Hak de to løg fint og steg dem i en stor gryde med et skvæt olie. Når løgene er gyldne tilsættes krydderier. Lad dem stege med i nogle minutter og tilsæt herefter hvidløg og ingefær. Blandingen bliver til en mørk og duftende pasta. Tilsæt de hakkede tomater og lad hele blandingen simre under låg i 5-10 minutter.
Når kyllingestykkerne er færdig tages de stykke for stykke og op lægges i gryden til saucen. Vend herefter forsigtigt kyllingestykkerne så saucen fordeles. Tilføj fløden, lad saucen koge op og lad det derefter simre nogle minutter under låg.
Server med ris, naan brød og rigelige med friskhakket koriander. Tro mig - sidstnævnte gør hele forskellen.
Velbekomme!
Etiketter: chili, indisk, kylling