2.2.12

Pizza med kartoffel og rosmarin

Jeg har et eller andet problem med gær. Det er som om, at vi ikke rigtig stoler på hinanden. Har bagt teboller to gange i mit liv og lovede efter anden gang, at jeg aldrig ville gøre det igen. De var hårde nok til at blive brugt som kanonskyts. Dette betyder, at jeg holder mig væk fra al brødproduktion, og lader min madmand stå for den del af køkkentjansen. (Og han gør det skræmmende godt!).

Derfor er dette intet mindre end en verdenspræmiere! Jeg lavde igår aftes min allerførste portion pizzadej. Altså en produktion der indeholdte gær. Af en nybegynder var resultatet ok. Det viste sig ved første bid, at jeg ikke havde puttet nok salt i dejen, og at jeg nok også havde givet den lige i underkanten af vand. Dejen var lidt af en kanonkugle (se - det forfølger mig) efter endt æltning, men det er utroligt hvad gær kan gøre for selv en tung sammenblanding. Min madmand var meget overbærende og roste præcis nok til, at jeg har mod på at prøve igen. (Han er også skræmmende god til at lave pizzaer).



Sådan gør du: (Dej til 6 pizzaer)
Afmål 10 gr. gær og opløs det i 1 1/2 dl. lunkent vand i skålen til din røremaskine. Bland i en seperat skål 200 gr. tipo 0 mel og 300 gr. hvedemel. Sæt skålen med det nu opløste gær tilbage i røremaskinen og tilføj næsten al melet sammen med 2 dl. vand, 10 gr. havsalt og rør rundt. Rør først ved lav hastighed og sæt derefter tempoet op. Når dejen er rørt godt sammen og har konsistens du ønsker, skal du slukke for røremaskinen. Smid pizzadejen på bordet og ælt det godt igennem et par minutter. Del dejen i 6 boller, form dem, sæt dem på en plade, drys lidt mel over dem og dæk dem med husholdningsfilm.

Tip: Årsagen til, at det er en god idé at holde lidt igen med melet er, at det er nemmere at lave en blød pizzadej fastere ved at tilføje mere mel, end at lave en for hård pizzadej blødere med mere vand. Det var den fejl jeg selv gjorde.

Fyld:
Lav en tomatsauce med et finthakket løg, hvidløg, oregano og basilikum. Skær en bagekartoffel i meget tynde skiver og have en klump frisk mozarella klar samt en god håndfuld rosmarin. Tilføj generøse stænk af den nyligt hjemmelavede chiliolie og friskkværnet peber.

Bagning:
Har i bunden af ovnen placeret et af køkkenets vigtigste ting: pizzastenen. Sæt ovnen på 200 grader og når ovn og sten er gennemvarm, skal pizzaen placeres på stenen. Når den er næsten færdig, skal du fjerne bagepapiret under den, så bunden bliver ekstra sprød. Bagetiden er cirka 10 min., men hold selv øje - det kan variere.

Velbekomme!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start