Svin med det hele
Nu tænker du måske: åh nej, ikke mere flæskesteg ovenpå en december måned og juledage som kun stod på fedt, flæsk og mere fedt. Det skal du slet ikke tænke. Du skal istedet sige: juhuuu, en ny måde at spise gris på!
Har lært denne opskrift af Jamie Oliver. Det kunne have været temmeligt sejt, hvis det havde været af ham personligt, men det var vist bare et madprogram jeg så for efterhånden temmelig mange år siden. Har siden lavet den en del gange - altid med stor succes.
Sådan gør du:
Steg en flæskesteg i ovnen og sørg for at sværen bliver sprød. Køb en pakke pitabrød, en god pakke feta som kan skæres i skiver, en håndfuld røde peberfrugter og rødløg, en bakke ruccula og en sød chilidressing.
Varm pitabrødene i ovnen eller i brødristeren. Skær peberfrugten i mundrette stykker og steg dem på en tør pande til de får mørke stegemærker og er blevet lidt bløde, men stadig med bid. Det samme gælder for rødløgene. Skyl rucculaen og skær fetaen i lange og tynde strimler. Når den færdige flæskesteg har trukket og sat sig, skær da nogle gode skiver af den.
Herefter begynder du at opbygge dit pitabrød. Først chilidressing, så ruccula, røde peber og rødløg, feta og en tyk skive flæskesteg. Vigtigt: husk at beholde sværen på! Herefter putter du igen chilidressing og grøntsager i pitabrødet.
Resultat: en ordentlig håndfuld mad som smager vidunderligt, og som både er salt, knasende, stærkt, blødt og sødt. Og du vil både ingen måde få juleflashback - denne ret smager af sol og sommer og kan med garanti gentages når vejret igen er til, at mad kan indtages udendørs.
Velbekomme!
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start