Kylling med chorizo og kartofler
Har du brug for noget virkelig hyggeligt at spise henover weekenden, så skal du kaste dig ud i denne kyllingeret. Retten består udover kyllingen af kartofler, citron, hvidløg, bredbladet persille og den meget vigtige ingrediens: den stærke chorizo. Vanen tro, så er retten ganske nem at lave og dit hjem vil dufte skønt både under madlavningen og efter.
Sådan gør du: (Nok til 4 personer)
Sæt ovnen på 225 grader og skær fire store bagekartofler i store tern og kog dem i 10 minutter til kanterne er blevet bløde. I samme gryde lægger du en hel citron og lader den koge med. Det indre af kartoflen skal dog stadig være råt. Hæld vandet fra kartoflerne og smid dem i et ildfast fad som er dækket med en god sjat olie. Rør kartoflerne rundt i olien og fordel dem herefter i hele fadet.
Snup en hel øko kylling og tag citronen du kogte sammen med kartoflerne og prop den ind i kyllingen. Stik et par huller i citronen med en gaflen inden du sætter den fast i kyllingen. Dette vil gøre det nemmere for citronsaften at fordele sig til kyllingen, og samtidig gør det stegetiden en anelse kortere.
Skær en hel chorizopølse i grove tern og fordel dem hen over kartoflerne med rund hånd. Giv både kylling, kartofler og chorizo godt med salt og peber og fordel grofthakket bredbladet persille over hele arrangementet. Fadet er nu klart til at komme i ovnen - først skal det bare dækkes til.
Steg kyllingen med chorizo og kartofler i en time i ovnen . Lad kyllingen trække ca. 10 minutter på køkkenbordet inden servering. Som tilbehør skal du blot lave en gramulata som består af finthakket persille, finthakket citronskal og et presset fed hvidløg sammen med salt og peber. Gramulataen fordeles med rund hånd over den dampende varme kylling.
Velbekomme!
Etiketter: kylling
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start