5.2.12

Madkram Top 5: Tiramisu

Må jeg præsentere vinderen af fjerdepladsen på Madkram Top 5 listen: tiramisu. Denne dessert er hovedargumentet for at holde ferie i Italien fremfor eksempelvis Spanien og den giver det ultimative madkram inden for afdelingen af søde sager.

Lagdelingen af creme og ladyfingers giver den et slægtsskab med veltillavede lagkager, hvilket jeg desværre aldrig selv laver, men som jeg egentlig sætter mere pris på end formkager. (Måske jeg liige skal til at oppe mig lidt på den front!)



Opskriften har jeg fået fra min mor, og hvor hun har den fra aner jeg ikke. Men ligemeget hvad, så smager denne kaloriebombe virkelig, virkelig godt og den er en flot punktum på enhver menu. Og den er sindssyg nem at lave.

Ingredienser: (Nok til 6 personer)
3 pasturiserede æggeblommer
100 gr. sukker
1 tsk. vamiljesukker
1 dl. fløde
500 gr. mascarponeost
2 store espresso
4 spsk. Marsala eller Kahlua
20 Ladyfingers
Kakaopulver til pynt

Sådan gør du:
Pisk æggeblommer, sukker og vanilje til tykt skum. Pisk mascaponeosten blød i en separat skål sammen med fløden og vend det derefter forsigtigt i æggemassen. Udvælg dig et fad hvor ladyfingers kan ligge på langs uden at skulle knækkes i stykker.

Fordel halvdelen af cremen i faddet. Herefter skal ladyfingers placeres på række, men først skal de dyppes i en blanding af frisklavet espresso og Marsala.(Eller Kahlua - alt efter hvad barskabet ligger inde med). Vend hurtigt ladyfingers i blandingen. Du må ikke lade dem ligge, idet de suger væsken til sig meget hurtigt og derved kan knække. Læg dem en efter en oven på cremen i fadet. Når cremen er helt delt af ladyfingers, skal du dække dem med den resterende portion creme.

Stil fadet i køleskabet et par timer - gerne et døgn for så bliver den virkelig god, idet cremen når at sætte sig - og drys med kakaopulver inden servering.

Velbekomme! 

Etiketter: ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start