12.10.11

De tre grise på Værnedamsvej

Er netop kommet hjem fra en middag på Les trois cochons på Værnedamsvej i København. Har spist der to gange tidligere og jeg må indrømme at jeg ikke hoppede af fryd, da jeg blev bekendt med aftenens destination. Maden har aldrig været decideret dårlig, men den har heller ikke været noget at bemærke og betjeningen har ved begge mine besøg været rodet, kluntet og meget glemsom, Den forudindtagede negative holdning trækker jeg hermed tilbage med dette indlæg.



Tre foretter, torsk med mos og tre desserter
For der var ikke en finger at sætte på aftenens middag eller servering. Som vanligt kom en kurv med brød på bordet først. Les trois cochons er kendt - i hvert fald i min verden - for at putte anis i deres brød og det smager virkelig glimrende.

Lidt efter fulgte forretten, eller forretterne. Tre små serveringer serveret samtidig. Et patentglas med krabbe og blomkål, et lille fad med tyndt, ristet rugbrød med svampe og endelig en cassoulet med bønner, svin og bacon. Uhm. Det virkede som om, at alle fade og skåle havde fået et ekstra klem af kokken og et strøg af salt, citron og generel madglæde inden afhentning af tjeneren, for hver en bid formåede at yde deres ypperste i både smag, tekstur og farve.

Jeg valgte torsk til hovedretten og blev ikke skuffet. Fisken var velsmagende og fuld af kraft. Den blev serveret med mos og grønne bønner til og var flot pyntet med massere af dild.

Desserten var igen tre serveringer. Denne gang kom der to patentglas på bordet. En med hjemmerørt vaniljeis, hvor der ikke var sparret på vaniljen og en med æble/blommetrifler med makroner og flødeskum. Dertil en crème brulée med perfekt afstemt sødme og blødhed. Eneste problem var, at jeg ikke kunne spise op.



Venlig betjening og en yderst rimelig regning
Tjenerne var flinke, maden smagte skønt og med en samlet regning på omkring 1400,- for 4 personer kan jeg kun anbefale Le trois cochons på det varmeste. Min onsdag blev lige en tand hyggeligere og både øjne og smagsløg blev forkælet i de tre timer middagen varede.

Har kun en ting at sige: skynd dig at bestille bord! http://www.cofoco.dk/ltc.php

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start