Efterårsmad
Lørdag skreg på en dag i køkkenet og sådan blev det. De let brunede blade på træerne udenfor kaldte på efterår og gryderet og sådan blev det. Stak hovedet i den franske kogebog: "Fransk simremad" af Hélène Wagn, hvor valget faldt på oksehaleragout.
Er stor fan af ting der skal stå og passe sig selv i køkkenet, imens jeg går og glæder mig. Derudover er duften af simrende mad en hyggelig påmindelse om, at man har gang i noget ude i køkkenet. At lave oksehaleragout er ikke svært. Du kan finde retten i de fleste kogebøger og de rustikker bidder som retten lægger op til, betyder at du ikke skal bruge timer på at stå og finthakke dine råvarer.
Mos med rodfrugter
Både pastinakker og knoldseleri som retten kræver, kan sagtens bruges i kartoffelmosen som er oplagt at servere til, og på den måde brænder du ikke inde med en bunke rodfrugter, som du maske ikke ved hvad du skal stille op med.
Et godt råd: Retten kræver meget længere simretid, end hvad førnævnte kogebog foreslog. Her stod der 2 timer, gryden endte med at stå i næsten 4 timer og det er faktisk først i dag, hvor resterne har fået lov til at stå og simre siden morgenmaden, at kødet virkelig er faldet fra benene. Resterne vil blive spist i aften med hjemmelavet pasta til.
Dessert skal der til
Kom lige til at kigge i "Spise med Price" imens oksehalerne snurrede på komfuret og faldt pladask for deres citron mousse. Da citronerne i frugtskålen var ved at nærme sig sine sidste levedage, var valget taget. Den er virkelig nem at lave og jeg kan ikke sige nok godt om den. Let, luftig og dejlig syrlig. Prøv selv:
Citron mousse til 6 personer
Saft af 4 citroner
Skallen af 2 citroner
180 gr. flormelis
6 pasteuriserede æggeblommer
3 pasteuriserede æggehvinder
4 blade husblads
1/4 piskefløde
Bland saften af de 4 citroner, skallen af de 2, 150 gr. flormelis og æggeblommerne i en skål og sæt den i et vandbad. Varm blanding op og blive ved med at røre i skålen til det tykner. Tag skålen af vandbadet og tilsæt husbladsen, der er opløst i en smule varmt vand. Bland husbladsen godt ud i blanding og stil det tilside til afkøling. Tag æggehviderne og pisk dem stive og tilsæt derefter de sidste 30 gr. flormelis og pisk igen. Pisk derefter den 1/4 fløde til flødeskum. Bland tilsidst æggehviderne og flødeskummet forsigtigt rundt i den afkølede citronmasse. Der må ikke være klumper i. Hæld moussen i en serveringsskål og sæt den i køleskabet.
Ifølge Brøderne Price har den bedst af at stå i et døgn inden servering, men min kom på bordet efter 5 timer på køl og klarede det ualmindelig godt.
Velbekomme!
Etiketter: kartoffelmos, oksehaleragout, simremad
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start