15.10.12

Grillede peberfrugter og hjemmelavet mojo

Jeg har lært to ting i dag: at grille peberfrugter og lave mojo. Egentlig er det temmelig fjollet, at jeg først nu har kastet mig ud i at lave det selv. Grillede peberfrugter har en skøn, sød smag når skindet er brændt af, og mojo smager vidunderligt som supplement til alt fra brød og grøntsager til oksekød og kylling. Samtidig er mojo en rar afveksling fra eksempelvis den italienske pesto.



At grille en peberfrugt kræver blot høj varme og en smule tålmodighed. Rens peberfrugten for kerner og skær den i store stykker. Opvarm en grillpande til den næsten ryger, og smid stykkerne på med skindsiden nedaf. Lad peberfrugten stege på panden, indtil skindet er helt sort.

Når stykkerne har fået nok, lægges de i en plastikpose, hvor de skal køles af. Posen holder peberfrugten blød og sikrer, at skindet er nemt at pille af. Det kan du gøre med fingerne, såsnart peberfrugten er kølet ned. Stænk peberfrugten med en smule olivenolie og salt og spis dem i en grøn salat eller en panini.

Ingredienser til en portion mojo:
2 grillede peberfrugter
40 gr. mandler
1 fed hvidløg
2 tsk. æbleeddike
1 dl. olivenolie
Groft salt




Sådan gør du:
Smid alle ingredienserne i en blender og blend massen til mandlerne er kværnet helt væk. Ønsker du en lind mojo, så kan du tilføje mere olivenolie indtil konsistensen er som du ønsker. Jeg brugte lidt under 1 dl., da jeg kan godt lide mojoen lidt mere massiv.

Velbekomme!



 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start