Thailandsk oksekødssalat
Hov - har glemt at blogge om den thailandske oksekødssalat, som netop er kommet på repertoiret! En af de tre retter, som jeg med garanti altid vælger, når jeg spiser på asiatiske restauranter. Den sjældne luksus at spise mørt oksekød, som bugner af smag. Uhmm.
Jeg lavede den forleden, og den blev faktisk ganske glimrende. Men også kun ganske glimrende. Smagen fejlede overhovedet ikke noget - den var lige som den skulle være. Det var kødet, den var gal med.
Indrømmer gerne, at det kun var en flankesteak der røg i indkøbskurven, og det var altså ikke mørt nok til denne lækre ret. Skal det være, så køb entrecote. Udover velsmag, skal kødet være mørt og billigt kød går ikke. Jeg troede, at en langstidsmarinering kunne klare ærterne for mig, men nej. Så tag ved lære af min fejl.
Derudover er hjertesalat den bedst egnede salat til anretning, da dens blade passer godt til spisepinde og sultne mundfulde.
Denne opskrift mætter 2 personer.
Ingredienser til marinaden:
3 spsk. oystersauce
3. spsk neutral olie
1 tsk. salam olek
1 lime - saft
3 pressede fed hvidløg
En lille revet knold ingefær
Peber
Ingredienser til salaten:
300 gr. mørt kød
2 hjertesalater
1 bund bladselleri
2 rødløg
1 stor tomat
Frisk koriander
Supplement:
200 gr. kogte ris
2 æg piskede æg til en omelet
Sådan gør du:
Bland først marinaden ved at mikse alle ingredienserne sammen. Vent med olien tilsidst, og rør det godt sammen. Skær kødet i lange strimler og vend det i marinaden. Hvis det blot kan stå en time og trække smag, er det ok at det står på køkkenbordet. Hvis der er længere tid, så skal det i køleskabet.
Vask og snit grøntsagerne. Skær bladsellerien i lange strimler. Herved beholder de deres bid og er nemmere at håndtere med spisebindene. Læg bladsellerien i en skål. Anret salatbladene på et stort fad eller en tallerken og skær tomaten i tynde både. Skær rødløget i samme tynde både. Hak koriander groft.
Varm wokken med en smule olie. Tilføj halvdelen af kødet, og lad det stege sammen med en håndfuld af løgene. Når det er stegt, tages det op og lægges i skålen med bladsellerien. Steg herefter det resterende kød sammen med en smule løg. Det lægges efterfølgende også i skålen.
Bland herefter det stegte kød og bladsellerien. Hermed tager bladsellerien smag og varme fra det stegte kød, men bliver altså ikke stegt selv. Fordel det på salaten og strø resten af det rå rødløg ud over. Tilføj tomater og masser af frisk koriander.
Hvis du ønsker ris som supplement til oksekødssalaten, så fungerer de godt sammen med en omelet af to æg og 1 tsk. salam olek. Sidstnævnte giver styrke og lidt rød farve i æggene. Steg omeletten og skær den i strimler bagefter. Server risen i skåle med strimlet omelet og grofthakket koriander over.
Velbekomme!
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start