Chokolademuffins med skumfiduser
Sol og chokolademuffins er umiddelbart ikke den mest oplagte kombi. Vil da også gerne indrømme, at disse blev bagt en dag i sidste uge, hvor det regnede og blæste som var vi i oktober. Men jeg synes de blev så vellykkede, at jeg gerne vil dele dem med jer. Selvom solen skinner. Og med det danske vejr ved vi jo aldrig, hvornår vi må ty til dejskrabere og røreskåle for at få sommerhumøret tilbage.
Ingredienser (12 stk):
250 gr. hvedemel
1 tsk. natron
225 gr. sukker
50 gr. kakao
1 tsk. vaniljesukker
1,5 dl. mælk
1 dl. smeltet smør
2,5 dl A38
1 æg
En håndfuld skumfiduser
Sådan gør du:
Start med at tænde ovnen på 200 grader.
Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Bland alle de flydende ingredienser i en anden skål og pisk dem til massen er samlet. Hæld den flydende masse i skålen til de tørre ingredienser og rør det sammen så dejen bliver sammenhængende.
Sæt muffinsformene frem på en bageplade. Bruger du papirforme er det en god idé at bruge flere papirforme pr. muffin, idet de holder bedre på kagedejen. Du kan dog også sætte papirformen ned i en sillikoneform og derved bare brug en papirform pr. muffin.
Sæt et par skumfiduser på hver chokolademuffin og sæt pladen i ovnen. Bag dem i cirka 15 minutter. Skumfiduserne vil blive gode, brune og bløde og gøre chokolademuffinen ekstra syndige.
Velbekomme!
Overvejer næste gang, at bage dem med M&M's...
Etiketter: kage
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start