28.5.12

En aften blandt rødderne

Var til mit første "pop-op" restaurantbesøg i lørdags. Det var Rødder, der havde indbudt til middag på Njalsgade 19 på Islands Brygge, og madbuddyen og jeg hoppede forventningsfulde på cyklerne.

"Pop-op" er den sløsede betegnelse for restauranter, som dukker op i byen for en aften eller to, og som serverer vin og mad til de i forvejen indviede gæster. En reservation kræver i sagens natur nemlig ofte, at man er tilmeldt et (hemmeligt) nyhedsbrev eller ved hvor og hvornår, man skal holde ører og øjne åbne for at reservere.

 

En slidt baggård
Scenen var som taget ud af en hip New York madreportage. Nedslidt baggård, hvor lagerlokale med lavt til loftet, var blevet omdannet til skødesløs spisehal for en aften. Lange borde, slidte stole, et par landkort her og der, suppleret med rå pærer i loftet og et par udstoppede dyr. Esben, Marko og Solfinn, som står bag Rødder, havde i et hjørne ved indgangen banket et køkken op, hvor de aftenen igennem lavede de sidste detaljer og anrettede maden og som gav en meget afslappet og velduftende stemning.

Nu sidder du nok og forventer at se et par billeder, suppleret med beskrivelse af de tre retter som middagen bestod af. Men her kommer jeg desværre til at skuffe dig. Som madblogger opstår der engang imellem situationer hvor det, at hive kameraet frem, hvor lille det end er, ikke fungerer. Og middagen hos Rødder var en af dem og det var hovedsageligt selskabets skyld. Og absolut kun positivt ment.

Kom hinanden ved 
Selvom aftenens middag krævede reservation betød det ikke, at der var reserverede pladser ved små separate borde. Næh nej. Du skulle sætte dig hvor der var ledigt ved de lange borde. Jeg skal være den første til at indrømme, at dette i teorien kan få mig til at tænke - åh nej - men i praksis gælder det jo bare om at kaste sig ud i det. Og hvor var det hyggeligt!

Der var en kok, en grafiker, en håndfuld madbloggere og madenthusiaster i al almindelighed. Der blev diskuteret knive, visitkort, blogæstetik, smag og råvarer, og hvor var det skønt at alle gerne ville dele og lytte med alle. Og midt i al den snak nænnede jeg ikke at tage kameraet frem. Det ville bryde den gode stemning og flytte mit fokus.

Så uden at jeg på nogen måde vil forklejne Rødders menu og mad, så var selskabet og lokalerne i den slidte baggård den helt store vinder. For jeg cyklede glad hjem med en hel ny oplevelse under huden: at have spiste og snakket mig igennem en hel middag med mennesker jeg overhovdet ikke kendte. (Uden at der var festsange, klirren på glas eller umenneskelige mængder af alkohol indvolveret).

Godt selskab skaber god mad og omvendt
En aften er dog aldrig komplet uden god mad og dejlig vin. Og de tre retter bestående af først: stegte indvolde med asparges og aspargesmayo, derefter: kalvebov med mos, radisser og danske ærter og tilsidst: syltet rabarber med rabarbersorbet og kærnemælks/hvid chokoladecreme med revet lakrids smagte virkelig, virkelig dejligt. Og kaffen suppleret med et lille stykke håndlavet chokolade lukkede aftenen på fineste vis.    



Hold øje og slå til
Så hold øje med Rødder og slå til næste gang de dukker op til overfladen. Et sted at starte kan være deres hjemmeside eller FB profil. For en aften blandt rødderne er en aften, du ikke glemmer lige med det samme!

http://www.rodder.dk/
www.facebook.com/rodder.dk

Etiketter: , , , ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start