19.5.12

Den hjemmelavede falafel

Efter endnu et besøg på endnu en københavnerrestaurant med tømmermænd til følge, så er det praktisk og godt for hovedet og maven, at kunne lave sine egne falafler til dagen derpå. Det er virkelig nemt, smager virkelig godt og er en billig spise efter restaurantregningen.



Du skal bare være opmærksom på, at du aldrig må bruge kikærter på dåse, men selv sætte en portion kikærter i blød natte over. Forklaring følger...

Ingredienser:
400 gr. tørrede kikærter
Bredbladet persille
7 fed hvidløg
75 gr. tahin
1 tsk. bagepulver
1 hakket løg
1 tsk. korianderfrø
1 tsk. spidskommen
1 spsk. salt
En halv citron
Neutral olie til stegning

Sådan gør du:
Smid de tørrede kikærter i en skål, dæk indholdet med vand og lad det stå på køkkenbordet natten over. Næste dag skyller du kikærterne grundigt inden du går igang. Mos herefter kikærter, persille og løg med en stavblender. Kikærterne skal moses helt til ukendelighed, men der må stadig gerne være lidt bidt tilbage i ærterne. Det skal altså ikke have konsistens som en kartoffelmos.



Varm en pande og tørsteg korianderfrø og spidskommen. Når de er gennemvarmet, skal de op i morteren og mases til pulver. Tilsæt det til kikærteblandingen sammen med de 7 pressede fed hvidløg, tahin, bagepulver, salt og saften fra en halv citron. Rør massen godt sammen. Og det er vigtigt, at der kommer rigeligt med salt i blandingen.



Opvarm en dyb pande og tilføj rigeligt med neutral olie til panden. Form kikærtemosen til flade små boller - du ved, sådan som de ser ud hos den lokale kebabmand og steg dem på panden til de har en fin brun stegeskorpe, som dog ikke må blive for hård.

Dåsekikærter smelter på panden
Årsagen til at du skal holde dig langt væk fra kikærter på dåse når det kommer til falafler skyldes, at de smelter på panden. Jeg gjorde selv den fejl første gang, jeg lavede dem. Mosen så fin ud, men såsnart jeg lagde falaflerne i den varme oile på panden, så begyndte de lige så stille at forsvinde. Hvorfor det sker, ved jeg faktisk ikke, men jeg har forhørt mig hos flere madkundige mennesker og de siger alle det samme. Brug kun tørre kikærter til falafler!



Skyl og hak salaten - her må det for en gangs skyld gerne være icebergsalat - og hak tomater, agurk og løg. Varm en stak pitabrød og server fluks med chili- og cremefraiche dressing on the side.

Velbekomme!

Etiketter: ,

2 kommentarer:

Klokken 19. maj 2012 kl. 22.24 , Blogger Bønnespiren sagde ...

Det sker fordi, at kikærter på dåse er kogte. :)
Det samme sker, hvis du udbløder og koger selv.

 
Klokken 20. maj 2012 kl. 20.28 , Blogger Miss Child sagde ...

Kære Bønnespiren

Tænkte at det nok var sådan det hang sammen! Men tak for svaret på mit åbne spørgsmål. Det er jeg glad for!

KH Miss Child

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start