Madklubben Vesterbro
Det lykkedes mig og min madbuddy ganske succesfuldt at kaste os ud i en ikke planlagt middag på Madklubben på Vesterbrogade i går. Vi skulle vist egentlig bare drikke et enkelt glas vin, men himlen var blå, vi havde lige fået løn og hvorfor så gå hjem?
Hvidvin på Vesterbrogade
Solen sendte de sidste stråler langs Madklubbens kridhvide facade og mellem restauranten og de mange parkerede cykler, stod en hel langbænk ledig og ventede kun på os. Restaurantchefen var virkelig imødekommende - selvom vi ankom uden skyggen af en reservation - og bad os vente i 10 minutter til der var et bord ledigt.
Vi havde knap sat os på bænken før to glas hvidvin ankom, og således tilbragte vi den rareste ventetid jeg længe har spenderet på en københavnsk restaurant. Vesterbro flød forbi os, hvidvinen var velsmagende og tilpas kølig.
Efter de lovede 10 minutter var der to ledige pladser ved baren. Der var varmt, men udsigten var i top. Her var der nemlig frit udsyn til kokkenes topkoregraferede dans i køkkenet komplet med madpincet, gryder, pander, hvide tallerkener og viskestykker.
Kalv og lam
Inden vi hver især kom frem til valg af mad, kom husets vanlige spækbræt med brød og smør på bordet. Det dulmede sulten og gjorde blikket skarpere på hvad det egentlig helt præcis var, vi ønskede at bruge vores sult på. Min madbuddy valgte personalemaden, som var kalve i frikassé - min mormor kunne ikke have lavet den bedre -og jeg selv snuppede lam med sommerratatouille og urtemayo. Yum.
Menukortet var iøvrigt skiftet samme dag, så der var en anelse ventetid, idet kokketeamet ikke helt havde fundet routinen. Ganske forståeligt og ikke noget problem. Det gav kun den perfekte undskyldning, for at iagttage deres indforståede dialog i køkkenet. Både kalv og lam smagte ganske vidunderligt, og der var ikke en finger at sætte på de to tallerkener. Ærterne i frikaseen var endda friske ærter, hvilket køkkenet skal have yderligere ros for.
Ingen dessert - al for mætte
Nu er hverken madbuddyen eller jeg madfornægtere, men vi måtte undlade at spise dessert. Vi havde eller hver især udset os en ostebid og koldskål, men da den sidste kødbid var tygget, var vi begge så mætte, at vi måtte afbestille. Det havde køkkenet ingen problemer med, og vi nød istedet det sidste af vores vin og forlod efter små to timer restauranten igen. Glade, mætte og imponerede over smag, indretning og virkelig god service.
Kan kun anbefale Madklubben Vesterbro på det varmeste - velbekomme!
Madklubben Vesterbro
Vesterbrogade 62
1620 København V
http://www.bistrobooking.dk/vesterbro/
Etiketter: kalv, lam, Restaurant
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start