13.3.12

Pizza til en

Befinder mig idag på den anden side af sundet, idet jeg er smuttet en tur til Stockholm. Har derfor forladt køkkengryder og er nu i restauranterne og sandwichbutikkernes vold. Med begrænset firmadiæt er det desværre ikke Operakælderen, der står på programmet. Har som en anden omrejsende skosælger indtaget en pizza og en kold øl i eget selskab ved en rød og hvidternet dug i Gl. Stan.



På en måde er jeg lidt skuffet over, at kreativiteten ikke rakte til mere. Men efter en lang rejsedag, møder og ømme fødder, var det den umiddelbare sult der vandt. Og mens jeg sad der og tyggede i min pizza, gav det mig stof til dette blogindlæg: jeg er aldrig bange for at indtage et måltid eller tre i det offentlige rum ganske alene, men det slog mig, at det dog ikke indbefatter alt for hyggelige, gode eller dejlige restauranter. Jeg vil simpelthen så gerne dele oplevelsen med dem jeg allerbedst kan lide, istedet for at sidde med hele herligheden selv.

Stod længe med hånden på dørhåndtaget til Ruby - en tjekket grillbar/restaurant i Gl. Stan. Cool og simpelt interiør, flotte vinglas og tjekkede svenskere. Men de 200,- for en burger (uden tilbehør eller drikkevarer) blev pludselig for overvældende i eget selskab. For dejlighed skal deles.

Sundt at spise alene
Slentrede derfor videre og endte på turistfælde nummer 1. Og endda helt bevidst. Her sad allerede flere turistpar, som ikke mæglede et ord til hinanden og hele loftet var dækket af endnu en reproduktion af Micheanglos Adam og Gud på skyen fra Det Sixtinske Kapel. Valget blev selvfølgelig en pizza, og her kommer jeg til pointen: en pizza er en dejlig og neutral ting at spise alene. Den behøver ikke at blive rost til skyerne, hvis den er god er aftensmåltidet en succes og hvis den er dårlig er den hurtig glemt. No harm done.

Og det er altså ganske befriende at sidde i tavshed med sig selv og lade andres hverdag glide forbi. Jeg var i hvert fald det mest interessante indslag i nabobordets aften, selvom de ikke mæglede et ord tl hinanden. Og pizzaen. Den var faktisk rigtig god. Fyldt med ansjoser, kapers, oliven og hvidløg. Det er altså på tide at pizza/ansjosjoken kommer i glemmebogen. Men ikke at spise en pizza alene i ny og næ - det er sundt! 

PS: Spis endelig på Ruby på dit næste Stockholm besøg. Det er virkelig godt og ganske tjekket. Der er to afdelinger som ligger lige ved siden af hinanden: http://www.grillruby.com/

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start