15.3.12

Vinsmagning, cassoulet og stenovnspizza

Sidste weekend stod virkelig i madørernes tegn. Fredag var der afgang til sommerhus hvor 12 vine, en gigantisk gryde cassoulet og den hjemmebyggede stenovn til pizzaer ventede på os.

Opgaven var hård: 12 vine, hvoraf fire var hvide, skulle smages og findes i blindtesten. Jeg vil gerne med det samme indrømme, at jeg kun fandt 1 ud af 12 mulige. Det var Sauvignon Blancen, som ikke kunne skjule sin lette duft af sød armsved. (Og som jo smager afsindigt godt!)



For at vi ikke skulle blive alt for rødkindede alt for hurtigt, var der bikset en fantastisk velsmagende portion cassoulet sammen med hele tre forskellige slags pølse. Den blev serveret i skåle med en helt simpel spinatsalat til, der var vendt i  en olie/eddikke dressing. Uhm.



Jeg ved egentlig ikke, om jeg blev så forfærdelig meget klogere på vin og de mange nuancer, som de rummer. Men jeg blev bekræftet i, at mit eget indkøb, en Barbera D'Asti fra 2009 var min favorit. Og til 99,- hos Gl. Kongevej Vin, er den ikke en vin, som kun kan deltage ved middagsbordet en gang om året.



Pizza til morgenmad 
Næste dag kom stenovnen allerede igang fra morgenstunden. Det tager nemlig tid før brændet brænder til trækul og dermed både har den rette varme og form til at pizzaerne kan komme ind.



Der blev kreeret pizzaer med meatballs proppet med fennikel, pizzaer med blåskimmelost og pizzaer med parmaskinke, ruccula og pesto. Uhm.



Så find nogle gode venner, et sommerhus, en masse vin, en masse mad, pak bilen og kom afsted - det er frygteligt hyggeligt og kan varmt anbefales! Og skidt med at du ikke rammer den rette vinmark. Bare du nyder vinen!







Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start